Det er blevet tid til den første udgave af ”
Den Varme Stol” i
2010. Den første gæst i stolen er
Jacob som geocacher under navnet
Picht.
Picht er tidligere verdensrekord holder i Geocaching. Han er en del af de berømte Teknik events på Sjælland, som nu også kommer til det sydlige Danmark.
Og så er han en ivrig bruger af GSAK.
I dette Interview tager vi en snak med ham om nogle af de forskellige ting han render og laver.
Picht på besøg hos "Aben"
Vil du starte med at præsentere dig selv for læserne?
Jeg hedder Jacob og mit geocachernavn, Picht, er såmænd mit efternavn.
Hvordan blev du introduceret til Geocaching?
Gennem spejderne. Fandt min første cache på et arrangement i Aalborg, hvor vi dog ikke måtte skrive i logbogen, men blot skulle tage et billede af cachen som bevis.
Efter nogle måneder lånte vi nogle GPS'er, oprettede en profil og så fandt vi 3 cacher en aften på Østerbro.
Derefter gik der et par måneder mere og så var vi et par stykker (bl.a. Team Vahl) der tog en weekendtur rundt i København og fandt nogle flere cacher. Derefter købte jeg min egen GPS og så er det bare gået derudaf siden.
Hvad bruger du tiden på, når du ikke geocacher?
Jeg arbejder i Naviair (Flyvesikringstjenesten), som simulatorekspert. Jeg er desuden spejder et par steder, men er ikke så aktiv mere.
Jeg kan godt lide at rejse og vandre, hvilket jo fint kan kombineres med geocaching :-)
Hvad er for dig den største Geocacher oplevelse?
Der er flere, f.eks.:
Da vi tog afsted for at slå rekorden i 2008 i Sacramento. Det var en rigtig sjov tur, hvor vi fik fundet nogle cacher sammen med en masse gode venner.
At gennemføre WAR var også en god tur, igen sammen med en masse gode geo-venner.
En ferie i Florida, hvor vi bl.a. lejede en motorbåd i en dag for at finde cacher på små øer. Super dag.
Det er svært at vælge en ud som den største, men fælles for de store oplevelser er, at det er sammen med gode venner.
Hvordan er det for anden gang at være ham der har fundet flest cacher på 24 timer?
Første gang var den "bedste". Vi havde brugt lang tid på at planlægge og vi ledte efter cacherne på den "rigtige" måde.
Anden gang var det "bare" et par powertrails uden nogen stor udfordring.
Jeg føler mig hverken bedre eller dårligere end alle mulige andre geocachere :-) Faktisk troede jeg ikke at vi kunne slå rekorden første gang, men det var sjovt at prøve - og at slå rekorden med 3 cacher.
Hvordan kan man finde 480 cacher på 24 timer uden at planlægge det?
Når det er powertrails med præcise hints er det ikke noget problem. Vi brugte "kun" 16 timer på at cache, så med lidt planlægning, powertrails og fuld udnyttelse af de 24 timer, kan man hurtigt finde 600-700 vil jeg påstå.
Hvordan har du det med statistik i Geocaching?
Jeg synes det er sjovt med statistik. Jeg opdaterer min statistik på min profil når jeg har været ude og cache og kan engang imellem også sidde og kigge på andre teams profiler.
Statistikker behøver jo ikke være "flest er bedst".
Hvordan opstod ideen til de teknikevent du laver sammen med Elmbaek?
Jeg havde gået og tænkt over at der manglede nogle events, hvor deltagerne kunne få noget hands-on og mere klasseundervisnings-agtigt, hvor man var få nok, til at kunne spørge om hjælp efterhånden som undervisningen skred frem.
På et tidspunkt snakkede jeg med Elmbaek og det viste sig at han havde tænkt de samme tanker. Derfor var det oplagt at slå os sammen og føre ideerne ud i livet.
Hvor mange flere af disse populære events vil vi se?
Det er svært at sige. Vi fortsætter så længe vi synes det er sjovt og der er et behov.
Hvordan ville det være at Geocache uden GSAK?
Det ville nok være lidt mere besværligt. Og jeg ville nok komme til at smide en del løste mysteries ud ved en fejl, da alle disse små sedler har det med at forsvinde :-)
Hvad syntes du om den debat der er i øjeblikket om kvalitets cacher i Danmark?
Jeg synes debatten er relevant, da jeg også synes at der kommer mange dårlige/ligegyldige cacher. Det er en ond spiral, da nye geocachere så tror det er normen. Et andet "problem" er nok at folk, mig selv inklusive, er meget flinke når man logger. Hvis man skrev at man syntes cachen var dårlig og ikke havde et formål, ville den nok hurtigt blive lukket, men man får nok også skræmt en del væk, der så ikke gider mere, og det er jo heller ikke meningen. En slags rating-system som var integreret i geocaching.com kunne måske være med til at vise, hvilke cacher der er gode og hvilke der ikke er det.
Jeg forsøger at rate de fleste jeg besøger via gcvote.com
Hvordan ser du fremtiden for geocaching i Danmark?
Den ser skam fin ud. Men det bliver ikke som "i de gode gamle dage". Der er sket en forandring og den vil fortsætte. Der er kommet nye måder at gøre tingene på og nogle ting er gode og andre mindre gode. At sørge for at de mindre gode ikke bliver dominerende er så den store opgave som geocaching i Danmark har.
Min egen holdning er hellere få og gode cacher med gode oplevelser (enten steder eller cachebeholdere/gemmesteder) end mange kedelige. Men ligger der en stribe cacher, så tager jeg dem da også, men oplevelsen er ikke så spændende og de glemmes hurtigt igen.
Det lyder måske lidt mærkeligt når man har været ude og finde 480 cacher på et døgn, men her var det helheds-oplevelsen og udfordringen der var det sjove.
Har du mere du gerne vil fortælle til læserne?
Jeg vil gerne takke alle de søde, rare mennesker jeg har mødt ude "i marken", til diverse events og på de mange fælles geoture jeg har været på.
Uden jer ville jeg nok ikke være så aktiv mere, ja måske slet ikke...
Picht hos Groundspeak
Tak til
Picht for at bruge tid på at besvære spørgsmålene.
Glæd dig allerede til næste udgave af ”
Den Varme Stol”.